dagens look - dark shit

Min mor forsvandt da jeg var 8år

mor

Idag er det min mors fødselsdag.
Om 6 dage er det 16 år siden at hun døde i sengen ved siden af mig.

Mange kender ikke til min historie og antager at det er en selvfølgelighed at have en mor.
Det er det selvfølgelig også for de fleste mennesker.  Når jeg bliver spurgt om min etnicitet fx. “Hvor er din mor fra?”, så har jeg en tendens til bare at svare “filippinerne” uden at sige mere.

Det er egentlig ikke så hårdt for mig at snakke om – da jeg har snakket åbent om det med mange siden det skete. Men hvis jeg afslører “sandheden”, så skal jeg ud i en længere snak – og det gider jeg ikke.

Idag vælger jeg at tage snakken.
Hun døde desværre da jeg var blot 8 år gammel og havde inden da kæmpet i et par år imod cancer.
Hendes cancer var ikke i brystet, men bl.a. i mavesækken.

Og dengang var der desværre ikke meget man kunne gøre. Så min mor og far valgte at tage til Filippinerne uden en retur billet. Vi tog hjem til min mormor og fik det bedste ud af både jul, nytår og fødselsdage. Efter min opfattelse ville min mor gerne dø i sit eget hjemland og “begraves” ved hendes familie. Hun var meget meget syg og blev mindre og svagere for hver dag. Hun sad i kørestol fordi hun ikke havde nogen kræfter, og jeg lyver ikke når fortæller at hun lignede knogler med løs hud. Min far sad ved hendes seng hver dag og hele familien tog sig god af hende. Den dag hun døde lå hun i sin seng med hele familien samlet omkring hende. På et tidspunkt falder jeg i søvn i sengen overfor hende, men vågner pludselig op til at hun er sovet ind. Hvorefter min far er hurtig til at tage sig af mig og jeg husker at vi sidder udenfor og snakker om hvilken stjerne der er min mors.

mom

Min mor er begravet i filippinerne og min mormor er den eneste der tager ned og besøger hende hver dag. Egentlig tror jeg ikke på at hendes sjæl er ved hendes gravsted – jeg tror på at hun er over alt. Lige hvor hun har lyst til at være. Jeg tror bestemt også at hun holder hånden over mig da jeg er hendes eneste barn.

Det kan være hårdt for mig i mange situationer, ikke at have min mor. Mest fordi at alle andre har en mor og det ikke er en selvfølge for mig. Hvis der er noget man som barn ikke vil, er det at miste sine egne forældre som ung. Der gik også længe før jeg begyndte at bearbejde hendes død. Jeg tror faktisk at jeg var 16år da jeg startede med at gå til psykolog. Jeg har også været meget alene.

Forestil dig at du som ung pige skal igennem menstruation, pubertet, drenge og makeup osv. helt alene. Min far har heldigvis været nogenlunde nem at have med at gøre. Han har lyttet meget i forhold til menstruations problemer, p-piller og aldrig kommenteret for meget hvad angår makeup og tøj. Men der har altid været et enormt tomrum og den manglende pigesnak med sin mor. Jeg har altid været mere uviden hvad angår pigeting i forhold til andre – men havde heldigvis nogle andre veninders mødre som har kunnet hjælpe mig. Dét at have mistet min mor i en så tidlig alder og at have været meget alene med pigeproblemerne (og mine tanker for den sags skyld) betyder også at jeg idag er en meget selvstændig type. Hvis der ikke er noget jeg kan finde ud af, eller noget jeg ikke ved, så skal jeg selv nok undersøge det.

Jeg kan blive så vred når jeg hører unge piger snakke grimt om deres mødre eller forældre. De glemmer at sætte pris på det mest dyrebare de har omkring sig. For jeg ville i hvert fald gøre alt for at have en mor igen!

Så idag sender jeg en tanke til min mor men også til alle der læser dette – husk at sætte pris og værne omkring din familie og dine kære. For vi ved aldrig hvad livet byder os af godt og ondt.

<3 Cecille

3 kommentarer

  • Stine

    Tak for din personlige og rørende historie. Livet er jo også sorg og savn. Jeg tror også din mor er overalt – og er hos dig altid – og er blevet til en stjerne.
    Min mor er ikke død. Men hun har aldrig været den mor, du beskriver. Så jeg har også et tomrum indeni mig som du har og er blevet en meget selvstændig pige. Den kærlighed man aldrig har fået kan gøre lige så ondt, som den man har mistet. Jeg tror mange tager deres forældre for givet, og vi generelt er for dårlige til at værdsætte relationer. Det er en skam, for egentlig er det vel det vigtigste i livet, selvom det kan være besværligt og anstrengende. Kram til dig for dit dejlige indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg sender en masse kærlighed til dig! <3 Jeg kender din historie… det er næsten (uhyggeligt) min.

    Jeg mistede min mor, da jeg lige var fyldt 9 år. Hun døde af pludseligt hjertestop som 30 årig. Meget uhyggeligt at tænke på…
    Jeg har også altid følt jeg manglede et kvindeligt forbillede, til at snakke menstruation, tøj, osv med. Jeg har haft mine moster og nogle veninders mødre, men det var bare aldrig været det samme.
    Jeg kan 100% relatere til de tanker du skriver omkring det med at blive sur over folk, der snakker grimt om deres forældre. Medmindre det handler om et form for misbrug, så bliver jeg vred. For de skulle vide hvordan det er at vokse op uden.
    Så synes jeg også det er sjovt, at du skriver du er blevet meget selvstændig af det. Jeg er også meget selvstændig. Har aldrig tænkt over at det kunne være derfor, måske… det vil jeg ihvertfald reflektere over.
    1000 tak for et fantastisk og ærligt indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecille og Camilla

      Hej Rina <3 Tak for din kommentar. Det er alligevel rart at det kommer ud til nogen i lignende situation som mig. Det er jeg gæad for. Det er utrolig hårdt at gå alene med alle pige tankerne uden at have dén ene person man kan lukke alt ud til og som kender dig 100%. Jeg er overbevist om at "os" der har mistet forældre i en ung alder, mentalt har været tvunget til at blive hurtigt voksne. Tusind tak fordi du lige tog dig tid at kommentere <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

dagens look - dark shit